Sissel er 3 år og 1mdr. og dybt! afhængig af "si hutter". Der er altid mindst 2 sutter inden for rækkevidde, en til munden, og mindst en til at gnide under næsen.
Lørdag skulle vi i storcenteret, og havde glemt at få sutter med (hun husker dem aldrig selv, men der er mega krise, hvis ikke de er med), og det gik faktisk glimrende, ingen kriser som ikke kunne være opstået under alle omstændigheder.
Nå hjemme igen finder hun sine elskede sutter, og dyrker dem i et par timer, inden hun lægger dem et sted. Kim får gæster, så jeg putter hende. "Or er mi hutter???" så jeg går ned for at lede, men finder dem "desværre" ikke. hun bliver egentligt ikke sur, men far skal også lede, så Kim leder lige så grundigt som mig...
Hun falder i søvn i vores seng uden problemer, men vågner dog et par gange i løbet af aftenen og er ked af det, men det gjorde hun nu også de sidste par aftener, tror hun drømmer. Søndag morgen vågner hun tidligt, og i løbet af dagen spørger hun et par gange efter sutterne, men accepterer at de er væk.
Søndag aften falder hun i søvn på 7 minutter, uden overhovedet at nævne sutterne
Da hun skal puttes mandag aften finder hun en sut under sengen, og er stolt som en pave. Lidt noget skrammel, men næste morgen glemmer vi den oppe i sengen :)
Tirsdag er også fin uden sut, hun snakker ikke om dem overhovedet. Tirsdag aften kommer der dog et serøst tilbagefald: da hun skal hælde risengrød op på sin tallerken får hun en stor klat brændende varm risengrød på sin hånd. Hun skriger! og det tror da pokker. Efter at hun har fået koldt vand på, spørger hun efter sutterne, og får dem. (jeg er alene hjemme, og Astrid er vågen, så tager den nemme løsning)
Risengrøden bliver spist i sofaen, mens hun ser Thomas tog, og jeg forsøger at lokke en flaske i en temmelig sur Astrid. Imens falder Sissel i søvn på sofaen, med sutterne.
Imorgen forsvinder de nok igen.
